Denne opskrift er en jeg har fundet på nettet og efter at have afprøvet den flere gange – har jeg tilpasset den til hvordan jeg synes man kan gøre det nemmest, så det stadig er sjovt at prøve derhjemme. Det behøver nemlig ikke være besværligt at lave sådanne ting derhjemme.
Opskriften er til ca. 30 stk., alt efter hvor store man laver dem. Jeg synes personligt at det er mest delikat hvis de er små.
Ingredienser
500g. marcipan (el. små kiks som bunde)
300g. sukker
1 dl. vand
150g. pasteuriserede æggehvider
250g. god mørk chokolade til overtræk
Fremgangsmåde
Marcipanbunde: Rullen skæres i 30 lige store skiver, af samme tykkelse (meget vigtigt!). Disse bages på bagepapir og ved 180 grader i 6-8 min. eller til de er gyldne.
Guf: Sukker og vand koges op indtil sukkerlagen ca. er 121 grader (tjekkes med et sukkertermometer).
Æggehviderne piskes let og sukkerlagen hældes langsomt i. Piskes med en håndmikser/køkkenmaskine i 10 min. eller til massen har en sej konsistens.
Guffen sprøjtes på de afkølede marcipanbunde med en sprøjtepose med en glat tyl.
Flødebollerne bages i 5 min. ved 180 grader eller til de får en fast overflade.
Når flødebollerne er kølet af, pensles de med smeltet mørk chokolade. Man kan også sagtens prøve med hvid chokolade, det stivner bare hurtigere end den mørke chokolade – og så er det en del mere sødt.
Tips: Efter at have afprøvet opskriften en gang eller to, kan man eksperimentere med at minimere mængden af guf. Jeg synes tit at der er en del tilbage – men ellers kan man jo bage “Kys” af resten som med fordel kan bruges til andre desserter – og dermed slipper man for at smide noget ud som sagtens kan anvendes.
God fornøjelse!
